Myndighederne i Danmark har samlet alle informationer om coronavirus (covid-19) på https://politi.dk/corona. Det er også muligt at kontakte myndighedernes fælles hotline på 70200266.

BPA Support følger naturligvis udviklingen tæt, og med stor seriøsitet. Vi vil løbende holde denne side opdateret i forhold til opfordringer, anbefalinger, vidensdeling mm.

Til dig som arbejdsleder med BPA:
Vi opfordrer til, at du holder dig orienteret om udviklingen og løbende udmeldinger fra Myndighederne på https://politi.dk/corona.
Spørgsmål som relaterer sig til din BPA-ordning i forbindelse med eventuel karantæne eller smitte, bør rettes til din sagsbehandler i kommunen.
Hvis du bliver konstateret smittet med coronavirus (covid-19), henviser vi til egen læge, som herefter vil koordinere det videre forløb omkring eventuel indlæggelse, og iværksætte regionernes beredskabsplaner.

Til dig som hjælper og vikar:
Vi opfordrer til, at alle holder sig orienteret om udviklingen og løbende udmeldinger fra Myndighederne på https://politi.dk/corona.
Vi opfordrer ligeledes alle til at tage denne coronavirus (covid-19) seriøst, og være opmærksom på eventuelle symptomer. Ved konkret mistanke om smitte, henvises til Myndighedernes fælles hotline på 70200233.
Hvis du er konstateret smittet, skal i karantæne, eller på anden måde er begrænset i at møde på arbejde, skal du informere din arbejdsleder og BPA Support hurtigst muligt.
Vi beder dig huske på, at du i dit virke som handicaphjælper for BPA Support, vil komme i tæt fysisk kontakt med personer som kan være ekstra udsatte, grundet handicaps. I samme forbindelse vil vi bede dig om at være særlig påpasselig, i forhold til at opholde dig i større forsamlinger som indkøbscentre, biografer, foredrag og lignende steder, hvor der statistisk set vil være større risiko for smitte.

BPA Support har valgt at aflyse kursus i førstehjælp 11/3-2020 i København. Vi giver naturligvis besked løbende, såfremt andre kurser eller arrangementer bliver påvirket af aflysninger. Dette må dog forventes, med tanke på den aktuelle situation.

Vi har sendt mails ud til alle arbejdsledere og faste hjælpere, med yderligere information.

Hos BPA Support ønsker vi at underbygge, og bidrage til myndighedernes strategier om, at mindske smitte af coronavirus (covid-19). Derfor håber vi at alle vil bakke op om ovenstående, i alles interesse. Vi takker dig for at respektere ovenstående, og for at bidrage med din uundværlige hjælp.